Fredag eftermiddag d. 10. september blev Natur- & Miljøprisen uddelt for tredje år i træk, til tre ildsjæle. Prisen blev overrakt af Mikael Smed (S) i Byrådssalen på rådhuset.
Borgmesteren holdte en tale hvor han snakkede om at visionen for Vordingborg Kommune er at vi skal være Danmarks grønneste naturkommune, og at prisvinderne i år har vist hvordan en ihærdig indsats kan hjælpe små bestande, som er truede og sårbare.
Natur- & Miljøprisen blev tildelt to personer, der har gjort en helt ekstraordinær indsats for at bevare den sortplettede blåfugl på Møn. Tidligere kunne man finde en sortplettet blåfugl mange steder i Danmark, men på grund af blandt andet tilgroning af levesteder forsvandt arten efterhånden. Nu kan man kun finde sommerfuglen i Høvblege på Møn, og det kan vi takke Per Stadel Nielsen og Jørn Bittcher for, som fik overrakt prisen på Rådhuset. Vi kan hjælpe den lille sommerfugl ved bl.a. at skaffe bedre vækstbetingelser for timian, som kun vokser i næringsfattig jord. Derfor bør der ikke gødes på sortplettet blåfugls levesteder. Læs mere om den sortplettet blåfugl på Miljøstyrelsens hjemmeside her.
Derudover blev Natur- og Miljøprisen tildelt en person som har gjort en fantastisk indsats i at bevare løvfrøen i Sydsjælland. Løvfrøen var tidligere udbredt i det meste af landet, med undtagelse af Vest-, Midt- og Nordjylland. Men siden 1950’erne er arten forsvundet fra 90% af dens ynglevandhuller. Nu findes den overvejende i Sydøstjylland, Als, Lolland, Bornholm og Sydsjælland. Den lille grønne frø er totalfredet, og man må hverken samle løvfrøer, dens æg eller haletudser. Det var Kåre Fog der fik overrakt prisen af Mikael Smed. Løvfrøen kan hjælpes ved at vi ikke tilfører næringsberiget vand til vandhullerne, da for meget næring medfører at vandhullet vokser for hurtigt til, og det derved bliver uegnet som ynglested for løvfrøen. Læs mere om løvfrøen på Miljøstyrelsens hjemmeside her.
Hver af de tre deltagere fik uddelt et diplom af borgmester Mikael Smed og viceborgmester Else-Marie Langballe Sørensen. Kåre Fog fik også overrakt keramiske plader med frø-motiver, som keramiker Lykke Jensen havde malet og brændt. Per Stadel Nielsen og Jørn Bittcher modtog to billeder af blomstrende overdrev og den sortplettede blåfulgt af kunstner Mariann Johansen-Ellis. Udover diplom og kunstværker modtog prismodtagerne også bøgerne “De Smukkeste Kyster” og “Historisk Botanisk Have Vordingborg” samt en buket blomster.
Omkring 25 personer deltog i prisuddelingen, og det er borgere og foreninger i kommunen, som har indstillet kandidater til årets pris.
Natur- & Miljøprisen er en pris som bliver uddelt for at udtrykke Kommunalbestyrelsens ønske om at vise sin anerkendelse af borgere, samarbejder, foreninger, organisationer eller erhverv, der gennem deres virke gør en særlig indsats for at gøre kommunen grønnere.
